Kære FOLK!

Fra årsskiftet er den store lagerhal her i Kastanie Allé 16 udlejet til Københavns Føædevarefællesskab og Tryllehaven. Vi er rigtig glade for at have fået tag over hovedet her og glæder os til godt naboskab. Vi vil lige hilse på og fortælle jer lidt om hvem vi er og hvad vi kommer til at lave her på Kastanie Allé. Københavns Fødevarefællesskab (KBHFF) er en forening med ca 3.000 medlemmer og 10 lokalafdelinger i København. Vi har eksisteret siden 2009. Vi indkøber og distribuerer lokal (sjællandsk) økologisk frugt og grønt til folk over hele København. Alle kan være medlemmer og får dermed muligheden for hver onsdag at købe en pose blandede grønsager for 100 kr.

KBHFF vil først og fremmest være på Kastanie Allé om onsdagen, for onsdag er vores eneste ugentlige åbningsdag. Onsdag formiddag er den travleste tid for os: Fra kl. 9-12 modtager vi grønsager med store og små lastbiler og sorterer dem ud til de 10 lokalafdelinger. Alt arbejdet udføres af frivillige, og det er ret skiftende, hvem der kommer. Ca kl 14 er alle grønsagerne kørt videre. Så åbner den lokale afdeling af KBHFF (Vanløse) og mellem 20-40 lokale medlemmer kommer og henter deres grønsagspose. Afdelingen har åbent til 18.30. På andre hverdage og i weekenderne vil KBHFF kun yderst sjældent bruge lokalet og der vil ikke være nogen trafik. Dog vil vi have noget oplagring af emballage mv.

TRYLLEHAVEN – cirkusplads & friluftsatelier ved nuværende føtex grund ved Vanløse station indtil 2001 - har ikke siden haft et tilholdssted i Vanløse. I partnerskabet med KBHFF omkring lokalet åbner sig nye muligheder. Vi vil indtage rummet som værkstedsplads og opbevaringsrum til vores mange rekvisitter: gigantmasker, kostumer, sy- og skrivemaskiner, karavanevogne og et rullende æsel! Vi arrangerer parader og værksteder indenfor kunst, kultur og fornyelse af traditioner.

Søndag den 2. marts holder KBHFF og Tryllehaven sammen en åbningsfest og fastelavnsfest på Kastanie Allé for at fejre vores indflytning. Der vil være grønsagsmarked, karneval og gøgl. Lokalpressen er også inviteret. I er velkomne til at kigge forbi den dag – eller til at stikke hovedet ind om onsdagen og se hvad KBHFF er for en størrelse. Se løbende mere på vores hjemmesider!

Med venlig hilsen

Carsten Lunding // KBHFF m.: 29261611 - Felix Becker // TRYLLEHAVEN m.: 20649022

Se også.

www.kbhff.dk // www.tryllehaven.dk/blog